Baggrundshistorie for Harald Ymir

1. Begyndelsen
2. Ild, blod og stål
3. Tyrien

I det iskolde nord, øst for vampyrrigerne, lige ved den enorme bjergkæde, skabt i tidernes morgen, ligger der en landsby, som ikke ser ud af så meget. Det er en fjernt liggende menneskelandsby af stammefolk. Landsbyen har ligget der siden menneskets oprindelse, eller der omkring, og var engang blandt en håndfuld små landsbyer rundt omkring, men nu er der kun den tilbage i dette gudsforladte land. Udover at være en gammel landsby, som ligger i ravnekrogen af verden, så er denne landsby hjemstedet for Harald Ymir, den kommende bedste stormester smed. Her brugte han de første atten år af sit liv.

Landsbyen, hvis navn er Asarri, ligner enhver anden menneskelandsby i Norden. Der skal ikke meget til, før man opdager, hvad der har gjort Asarris indbyggere til dem, der har kunne overleve i denne afkrog af verdenen. Temperaturerne går så langt ned, at man kan undre sig over, om noget som helst kan overleve her om vinteren. Sommeren er ikke meget at snakke om, men befolkningen er taknemlige for de varme tider, selvom dagene ikke er lange i bjergene. Om sommeren bliver enhver times lys brugt til det mindste sekund.

Det er her historien starter, i de dybe bjergskove, fra foden af bjergetsbjerget til dets top, hvor livet er barsk og kun de stærkeste overlever.

Du kan måske nok gætte, at dette miljø har formet Asarris befolkning til et meget effektiveffektivt folk, der (bruger alt og dette gentages i næste sætning, og er overflødigt her) lader intet gå til spilde. Alt bliver brugt, fra skind og knogler fra jagten til den seneste knækkede økse. Metallet kan blive brugt igen og træet kan blive brugt til brænde, knogler og skind er enten nyt tøj eller bliver lavet til gødning om foråret. Derudover er det et krav, at alle skal arbejde og være det bedste de kan være og ellers skal de trænes til at blive det hurtigst muligt. Vinteren er hård og de har ikke tid eller ressourcer til at bruge mere end nødvendigt på at oplæreroplære generationerne.

Harald var ingen undtagelse, men hvad ville han blive? Igennem hans barndom har han været grebet af en fortælling, en legende, om en smed(giv ham et navn), så mægtig i kunsten i arbejdet med metal, at han kunne hammer metal i form med sine bare næver. Legenden siger også, at denne smed har smedet mange mægtige våben, mange af dem ved brug af overnaturlige kræfter, som selv magiudøvere ikke forstår. Legenden ville, at han kunne hive metal op af jorden, smelte det med ild fra hans hænder og banke det i form. Haralds øjne lyste op hver gang han hørte fortællingen som barn, og han vidste nu, hvad hans mål var.

Så fra en alder af ti(alt for sent... 5-7 år burde være en god alder for et menneske at starte uddannelse - især i et hårdt prøvet område.) gik han i lære, som smed, hos sin onkel. Han havde førhen hjulpet til i smedjen, så at spørge om en læreplads var nemt nok for ham. Siden Harald var seks år gammel, havde han hjulpet til hvor han kunne(se selv, dette burde have været læretid.). Det var et krav i landsbyen at arbejde og der var nok at lave. Der var også bare noget i det ærefulde arbejde som fik ham til at smile. Der var altid rengøring, fodre husdyr og hente værktøjer for byens arbejdere. Dog skal det da siges, at der stadig var tid til sjov og ballade for børnene. Hvem kunne gætte, at fritiden for byens drenge ville blive brugt på at slås og bryde? Sikkert alle, at være stærk og sund, var et behov, og selvom Harald aldrig gik helt op i at slås så meget som de andre, så gik han ikke af vejen for at tage en nævekamp nu og her når der var tid til det.

Harald fik hurtigt grundlagt en respekt over for alle, som sætter en ære i deres hverv, og det har nok noget at gøre med hans opdragelse, da byen var meget afhængig af, at alle gjorde deres bedste og blev til de bedste de kunne. Det var dog ikke specielt for Harald, det så ud som alle i byen havde det på den(overflødigt ord) samme måde. Grådighed havde aldrig været et problem, da der ikke var meget at tage af. Men det betød også, at dem, som snød og dovnede den i byen - for dem var der nogle af – blev der set ned på og hadet. Harald kan huske, at der var en tyv i byen som blev fanget, da alle kendte alle. Dog ville dette bringe skam og vanære til tyvens familienfamilie og de måtte arbejde hårdt for at genvinde æren og respekten fra de andre i byen. Tyven blivblev derudover bortvist og måtte forlade byen, for at vandre alene i ødemarken. Denne oplevelse plantede sig dybt i byens befolkning, en by hvor alle stolede på hinanden, det var de nødt til her ude, og vise venlighed over for alle som fandt deres vej til byen. Når det viste sig at nogle ikke kunne stoles på, blev det hurtigt til had(had eller foragt) og forvisning, nogle af beboerne blev endda aggressive omkring dem.

Alt dette var med i Haralds opvækst. Han lærte, at folk som ikke arbejder med et ærefuldt hverv, men som stjæler, plyndre eller på andre måde tager, hvad der ikke retmæssigt er deres, kan man ikke stole på og bør ignoreres og hades. Kun gennem at handle kan man kalde noget som helst ens eget. Røveri eller mord var i det hele taget ikke godkendt på noget som helst tidspunkt i deres kultur.

På den anden side, så var latrintømning,(... what?) "ligrøveri", okay, intet måtte jo gå til spilde. Det skal dog siges, at det kun var okay, hvis man ikke var den der bragte stridenstrid til stedet, ellers kunne man ikke med ære tage fra de døde. Så kort sagt, man må kun tage det de døde efterladte, hvis man ikke var den, der bragte det der dræbte dem, lige meget og det er et slag eller sygdom(meget rodet sætning.). Man skal heller ikke være blandt dem der træk offererer ind i kampen, for at det kan være okay at udføre latintømning af fjenden. Det eneste tidspunkt du kan tage fra en modstandernes lig, er hvis du har dræbt dem i selvforsvar.

Hvis nogle har noget du vil havdehave, lige meget om det er ven eller fjende, så må du forhandlerforhandle dig til det. Det er i hvert fald den tankegang Harald er vokset op med.

Da Harald (på et tidspunkt - overflødigt) færdiggjorde sin svendeprøve, i en alder af 18, bestemte hans sig for at det var på tide at han rejste ud og fandt sig sit eget sted. Til trods for at han elskede livet i byen, så fandtes behovet for endnu en smed ikke, især siden hans onkel stadig var hovedsmeden i byen også havde sin egen søn som lærling. Harald ville lave en aftale med byens handelsmand om at tage ham med til den nærmeste havneby. Selvom den var et par dages rejse, kunne det ikke stoppe Harald for at ønske at rejse ud. For kun der kunne han finde noget at kalde sig eget, og måske opdage hemmeligheden itil at blive den bedste våbenmager så han kan blive lige så dygtigedygtig, eller bedre, somend legenden.

Ikke så lang tid efter han var blevet svend, og handelsmanden tog sin månedlige tur til havnebyen, tog Harald med. Med sit værktøj i bæltet, rygsækken fyldt med hans personlige ejendele og sværdet han lavede til sin svendeprøve i siden, tog han af sted.

Turen til havnebyen ville være lang og tage dem gennem ødemarken fyldt med farer. Harald havde dog brugt meget tid sammen med sin bror og far når de var ude og jage, så han var ikke så bekymret. At jage var ikke noget han selv var interesseret i, men det gav ham god erfaring med dyrelivet og hvordan man kæmpede, og ikke kun mod dyr, da hans bror gjorde en stor fornøjelse i at håne og kæmpe med Harald. Hans bror var god til at bruge sværd, uden tvivl, og de mange små slag havde gjort, at Harald blev okay til det, men aldrig lige så god som broen(er Harald blevet brobygger?) broren. Han fandt det mere naturligt at bruge en hammer eller kølle, men han har stadig stor respekt for kunsten i at kæmpe med sværd. Det er derfor han altid har et sværd til personligt brug, selvom han håber at han aldrig bliver nødt til at bruge det. Men tilbage til historien, så gjorde Haralds erfaring med sin bror, at han ville bære sværdet med stolthed. Han var langt fra en mester, men han vidste hvordan man kæmpede ordentligt nok med det, til at være bedre end en, der lige har samlet det op og forsøger at bruge det for første gang, efter at havde kikket på andre kæmpe(rodet sætning).

Selvom ødemarken havde mange farer, så vidste handelsmanden at den bedste måde at overleve på, var som regel at undgå faren i det hele taget. Så de tog mange omveje der gik uden om de store rovdyrs territorier og hvilede kun i sikre steder, typisk på klipper eller i forladte huler. Med handelsmandens hjælp, ville de komme sikkert gennem ødemarken og ned i dalen, hvor mere civiliserede liv kunne findes. Store marker, plantager og dyr som Harald havde aldrig set før. Det var som om han var trådt ind i en ny verden, og det kunne han jo næsten lige så godt havde gjort, når man tænker på, hvor han kom fra.

Havnebyen ville de komme til i slutningen af dagen, og sikke en by, selvom den ikke var stor, i forhold til andre havnebyer der fandtes i verden, så var det en oplevelse Harald aldrig glemmer. De høje bygninger, livet og de mange racer, han havde jo kun hørt om eksistensen af andre racer, men nu fik han også lov til at se dem og ikke kun det, men de enorme skibe, der lå til i fjorden og til i havnen. Harald følte sig som et barn igen mens han smilede, sådan en by, med så mange hårdtarbejdende folk, det gav ham energi. Han kunne dog ikke bliver her, han følte det var for tæt på hans hjem, så han måtte tage videre og mens handelsmanden fik klareret sine handler, ville Harald tage rundt og snakke med sømænd og skibskaptajner om hvor deres rejse tager dem hen. Da handelsmanden og Harald mødtes igen, fortalte Harald ham, at han havde fundet en skibskaptajn som han fik lavedelavet en aftale med, om at tage med ombord på skibet. Aftalen var at han bare kunne stige af i en havn når han ville. Det var også en bonus at skibet sejlede helt ud til havet og vest på. (Hvad skulle han give for denne aftale. Quid pro quo. Og... du snakker om sømænd i en havneby, så selvfølgelig sejler de på havet.)

Så da Harald og handelsmanden havde taget afsked med hinanden, og Harald havde bedt ham om at bringe besked tilbage til sin familie om at han var kommet godt afsted, gik Harald tilbage til skibet for at finde sin køje, da skibet ville forlade havnen tidligt næste morgen. Mon ikke han ville blive sat ind i hvad han skulle foretage sig på skibet?

Det er ingen hemmelighed, at Harald bærer et stort had til alle der stjæler, røver og plyndrer. For ham er der ingen ære i at tage fra de levende, uden at det er en handel, og at tage fra de døde, specielt gravrøveri, var noget af det værste man kunne gøre. Dog som nævnt før, så er latrintømning en nødvendighed(Jeg er ikke sikker på du ved vad dette er, og du bruger dette samt sammenhængen i kapitel 1. ). Du skal bare ikke være den, der bragte årsagen til folk dør, og så tage hvad du har som dit bytte.

Harald ville dog hurtigt opdage, at det var ikke alle, der havde denne tankegang og tilgang til tingene. For dem, var det at tage, plyndre og leve af andres hårde arbejde meget nemmere. Det havde en høj risiko ja, men for dem, så var det altid det værd. Sådan nogle folk mindede om tyven, der blev fanget tilbage i hans hjemby, men i det mindste tog han ikke alt eller forsøgte at myrde folk for værdier. Det var fFørste gang Harald mødte den slags folk, der var villige til at dræbe for at plyndre og stjæle. H, var da han mødte en flok pirater, blot inden for en måned efter han forlod sin hjemby.

Skibet han arbejdede på, ved at bruge sit kendskab til metal og reparerer værktøjer eller andet der gik i stykker og havde med metal at gøre(hvad var hans funktion på skibet?), var næsten lige kommet ud på det åbne hav, da et hurtigt skib med et sort flag indhentede dem. Det var ikke svært at gætte for de erfarne sømænd, hvad der var det andet skibs hensigt. Men for Harald, selv da de startede entringen, og det viste sig at være mange flere i forhold til mandskabet på det lille fragtskib, var det svært for ham at forstå, hvad der egentlig foregik. Han gjorde bare som hans kaptajn fortalte ham og lod piraterne tage hvad de ville. Det var den eneste måde at sikre sig, at hele mandskabet ombord på skibet ville overleve. Piraterne tog maden, våben og det meste af den fragt, som skibet havde med og krævede at alle ombord gav dem de penge det havde på sig. Aldrig nogen sinde før havde Harald oplevet magen til barbarisk og æreløs opførsel. At tage andres levebrød, endda mens de kigger på, ikke fordi den anden mulighed på nogen måde var bedre. Alt sammen bare fordi de ikke selv kunne tage sig sammen til at arbejde hårdt og ærefuldt. Harald var ved at gribe til våben og gå til angreb på piraterne, da kaptajnen talte ham fra det og bare overgav de få penge Harald havde. Det betød ikke, at han nogensinde ville glemme, eller tilgav kaptajnen, eller piraterne, for denne æreløse ugerning.

Så ved næste havn, tog Harald sine ting og forlod skibet og dets mandskab. Nu havde han ikke meget tilbage, lige knap nok mad til at komme igennem et par dage. Så han skulle finde sig et arbejde, men Harald havde fundet sig en ny viljestyrke og vrede overfor alle der snyder, stjæler, røver og plyndrer, som førte ham frem i livet. Aldrig igen vil han lade nogen som helst træde på ham og tage hvad de ville fra ham, uden hans samtykke. Han ville vise verden, at den bedste vej altid vil være hårdt arbejde og fokuseret på et ærefuldt hverv.

Havnen som Harald endte i, lå i nærheden af en større by, der lå 150 til 200 kilometer vest for floden, som skibet Harald var ombord på, kom ud på det åbne hav fra. Han var kommet et godt stykke hjemmefra, så her mente Harald, at det ville være et godt sted at starte med at lære, og heldig som Harald har lov til at være, så var den lokale mestersmed, en dværg i sine ældre år, på udkig efter hjælp i sin smedje. Det kunne ikke bare være hvem som helst, den gamle dværg havde ingen interesse i at oplære nogen fra bunden, så da Harald hørte om den gamle dværg og hans krav, sprang han direkte til sagen og var meget ivrig for at vise sit værd og lære mere omkring arbejdet med metal.

Dog blev Harald hurtigt skuffet, ikke at mestersmeden ikke havde viden og erfaring i at lære fra sig, men efter at Harald havde vist, at han var en kompetent smed og villig til at lære mere og hjælpe, så kunne Harald bare ikke tillære sig mere. Det var som om, uanset hvad han gjorde, læste bøger, prøvede nye teknikker, så kunne han bare ikke blive bedre end en svend.

Det gjorde, at Harald blev vred, arrige endda, og han begyndte at bruge meget tid på de lokale kroer, hvor han også begyndte at få en usund kærlighed til alkohol. Dog ikke så meget, at man kunne kalde ham en alkoholiker, men det skete dog ofte, at han kom op at slås med alle der bare kiggede forkert på ham. Det var lige meget hvem det var, mennesker, orker, elver, gobliner, osv. alle blev udfordret. Nogle gange tabte han, andre gange vandt han og drak videre indtil han gik hjem, eller faldt om. Hvis han lavede for meget ballade, i sin beruset tilstand, kunne han ende med at tilbringe natten i en celle. Og ikke nok med at han tilbragte natten i en celle, så skulle han også betale bøder og blev bestjålet, mens han var beruset.

Efter denne proces med at ende i en celle havde gentaget sig nogle gange, så blev hans mester træt af det og bad Harald om at tage en valg. Tage sig sammen og prøve at udvikle sig på en anden måde ellers ville han blive smidt ud af smedjen. Selvom Harald var deprimeret over ikke kunne blive bedre i smedning, så gik han med til det.

Det næste års tid brugte Harald på at lære kunsten i at være handelsmand, hvordan man lavede forbindelser, handlede sig til priser på varer, der var til ens fordel. Det var ikke den vej Harald havde ønsket, men han indså hurtigt, hvor nyttigt dette ville være, hvis man skulle drive en forretning. Især hvis han skulle have sin egen smedje en dag. Harald var også med i færre slåskampe, efter at havde fået blod på tanden for det med handel, da han fandt ud af, hvor godt det til tider fik ham fik ham til føle sig. Selvom han godt kunne mærke gejsten for en god slåskamp altid var der, så indså han med sin mesters hjælp, at det var bedre at være passiv og ikke starte eller deltage i en kamp. Man skal dog til enhver tid være klar til at forsvare sit eget. Som ofte skete at Harald gjorde med indbrudstyve i hans mesters smedje. De var typisk efter hans egen private og mesters pengekiste.

Derudover begyndte Harald at få interesse i at bede til guderne. Han havde et håb om at dette på en eller anden måde ville gøre ham bedre i smedning. Hvis bare han vidste hvor tæt på han ville komme på guderne på et tidspunkt i hans fremtid. Haralds mester fortalte ham om Satra, arbejdernes gud, og hvordan tilbedelser til ham ofte endte i, at ens arbejde ville gøre, at man kunne tjene flere goder. Det var svært at forklare helt præcist, hvordan det virkede, men det blev bevist, at det gjorde det. Så Harald begyndte at bede til Satra, og sandt nok, hver gang han bad en bøn, så tjente han mere næste dag.

Her skal det nok også siges, at i Haralds landsby havde ikke man ikke meget kontakt til guderne. De havde hørt historierne og kendte til dem, men der var få, som aktivt bad bønner til dem og for det meste var forskellen mellem dem der bad og ikke bad så lille, at det ikke gjorde nogen forskel i den sidste ende. Man kan dog sige, at de var tilhængere af den ”gode” gudekreds, især Satra’s religion, selvom ingen af dem faktisk gik op i at gøre religion til deres kald.

Harald mente, at han skulle videre, for at lærer mere om disse guder, måske var det den vej han måtte tage for at nå sit mål. Med ny ild og håb, gik Harald i gang med at arbejde hårdt og tjene en masse penge. Da han efter et års tid havde bestået sin svendeprøve til at blive handelsmand, takkede han sin mester og pakkede sammen for at rejse videre mod vest. Her skulle der ligge en stor havneby med mange templer dedikerede til guderne.

Så efter han havde sagt farvel til sin mester og fået købt sig rationer og en plads på en karavane, der tog vest på, var han afsted, med sit nysmedet sværd hængende fra siden og en ny antændt flamme i sine øjne. Den unge smed var atter på kurs mod at blive bedre, og denne gang ville han ikke lade nogen komme i vejen for hans drøm eller træde ham over tæerne. Han ville aldrig lade kriminelle stjæle fra ham eller bare forsøge at slippe afsted med det uden at blive straffet.

Igennem året havde Harald fået skabt sig nogle kontakter med rejsende handelsfolk og karavaner, så det var nemt nok for ham at hoppe med, og som heldet var det, så skulle de også til havnebyen, han var på vej mod. Så med en aftale om at hjælpe til under turen, ved at stille sine evner til rådighed, kunne han komme med uden at skulle betale, og mad og drikke var inkluderet. Han syntes det var en god nok handel og han kendte til de fleste folk i karavanen, så et par ugers rejse i godt selskab var noget han syntes godt om.

Harald var og er stadig ingen kriger eller soldat, men det betyder ikke at han ikke er i stand til at kæmpe og slås, når det virkelig gælder. Dette var så situationen kun en uge efter, han forlod byen sammen med karavanen. Han måtte tage til våben og kæmpe, ikke bare for sig selv og i selvforsvar, men også for andre og deres fælles interesse. Det hjalp dog Harald at kæmpe, når fjenden var landevejsrøvere. Han søgte aldrig deltagelse i kamp, men han behøvede ikke at blive trukket ind for at deltage i denne.

Hvordan han og karavanen endte i denne situation startede et par dage tidligere, da karavanen havde krydset en flod og havde retning ind i en skov. Karavanen blev holdt tilbage af vagterne i et vagttårn, der lå før skoven. De advarede dem om at røvere var blevet set i skoven og i området, og det ville være bedst hvis karavanen, tog en anden rute nord på, da der var mindre aktivitet fra røvere der. Det var ikke i Haralds natur at spilde tiden, men han ville heller undgå en kamp med røvere, der havde mere erfaring i kamp end ham. Så han havde intet imod at karavanen vendte om og tog vejen nord på, selvom det ville lægge et par dage til rejsen. Som så ville det være det værd, hvis de kunne undgå problemer.

Turen nord om, som ville føre dem af vejen gennem bakkerne og skoven, der lå i et andet rige, gav dem masser af tid til at snakke. Et af de emner der ofte kom op var Haralds formål med at rejse så langt hjemmefra og hvorfor han var med dem vest på. Hvilke han glædeligt svarede med hans drøm og ønske om at blive den bedste smed. Selv bedre end den legendariske våbenmager fra historierne, som han så ofte blev bedt om at fortælle om, mange gange. Karavanefolket havde forskellige kommentarer til ham om dette, gående fra hvordan hans drøm var som mange andres, hvor få der opnår den eller lignede og til alle andre fejler eller giver op. Der var dog et råd, han tog til sig. Det var at han skulle tage til landet Thyrien, som siges at ligger i en skæbne-zone, hvor guderne ofte blander sig og morer sig. Hvis en dødelig skulle opnå legendarisk betydning, så ville det land give ham den bedste chance, men også den største risiko for at blive et offer i landets mange stride.

Et land med stride var ikke noget der skræmte Harald. Det var helt modsat, for en smed betød det forretning, med kunder der skal havde repareret og lavet våben og rustning. Hvis der bare var den mindste chance, for at han kunne opnå sit mål mens han tjente godt, så ville det være der han skulle hen. Så han spurgte ind til, hvor dette land lå. Til hans forvirring, så lå det ude på øen, kaldet Tyrien og var et af de mange riger øen er delt op i. Han kunne måske komme med ombord på et af de skibe, der sejlede derud, når de ankom til havnebyen de var på vej til.

Det var blevet aften da de nåde til vejen der ville føre dem vest på, gennem bakker og skove. De ledte efter et godt sted at slå lejer for natten og den første vogn mente, de kunne se en åbning for enden af vejen. I samme øjeblik lød et højt brøl lød "Angrib!", og hele vejen ned gennem skoven, på begge sider, poppede folk op af buskadset, som var i lette rustninger med våben trukket, banditter.

Karavanen havde deres egne vagter, som var hurtige til at tage kampen op med banditterne, men det var klart at de ikke ville være i stand til at klare det alene, det var jo en fem til to situation. Som kampen gik, blev det kun værre for karavanefolket. Vagterne havde mere erfaring i kamp end banditterne, men banditterne havde et overvældende antal folk og vagterne måtte langsomt trække sig tilbage efter et par af deres egne var slået ned. Harald indså her, at hvis han skulle komme levende ud af det her, så måtte han selv gribe til våben. Mens han tog til sit sværd, kikkede han på de andre og sagde "Hvis I ønsker at overleve dette, så træk våben, for den her slags folk, vil ikke lade jer gå, og vi vil derfor ikke overleve dette hvis vi ikke kæmper". Så løb han op til vagterne der stadig kæmpede, for at kæmpe med dem, selvom han ikke kunne gøre meget, så kunne han i det mindste prøve at holde en af siderne fri.

Men selv med Harald i kampen, ville det ikke gå meget bedre, indtil et kampråb blev hørt og resten af karavanefolket sluttede sig til kampen. Alle som kunne kæmpe havde et våben eller værktøj i hånden, og selvom banditterne stadig var i flertal, så betød det intet, da de ikke længere kunne omringe karavanen. De erfarne vagter ville nu hurtigt gøre det af med banditterne, da de ikke længere skulle tænke på at blive angrebet bag fra og sendte resten af røverne på flugt. En skøn dag med en sejr til orden, men nu til at se til de døde og sårede.

Resten af turen gik rimelig hurtig, i forhold til før, da antallet af faldne, betød at alle vogne var lettere, og bevægede sig lidt hurtigere nu. Nogle var blevet en lille smule rigere ved at begå ligrøveri på deres faldne karavane folk og banditterne. Harald ville ikke havde noget med den første del af ligrøveriet at gøre. Han hjalp kun med at få at ligene af deres faldene venner op på vognene. Det var kun banditterne han mente det var okay at tage fra, han tog bare ikke så meget. Han havde dog et håb om at værdierne de andre tog fra deres faldne medkaravanefolk ville blive bragt til deres familier, det ville være det eneste rigtige at gøre.

Da de kom til havnebyen spildte Harald ingen tid med at få sine ting med sig, sige farvel til karavnefolket, og finde et skib, der sejlede mod Tyrien. Han mente dog, at det kunne være godt at kikke på de andre steder på øen, da den har en interessant historie. Så han ledte efter et skib, der ville tage turen hele vejen rundt, eller bare noget af vejen, så han kunne se byerne og stå af i Tyrien, før skibet tog tilbage til fastlandet. Til Haralds held, fandt han sådan et skib, og kaptajnen var villig til at hyre Harald, eventuelt bare for en kort periode.

Så den næste dag var Harald på skibet kaldet Den Trehovedet Drage, og på vej ud af bugten. Turen ud til øen ville tage noget tid, og kunne være hård, men det skræmte ikke Harald. Han ville arbejde hårdt, her på skibet og når han var i landet, og det hele skulle nok gå. Et land med stride betyder forretning for folk som Harald, men han ville helst gerne undgå at striden rammer ham eller hans forretning, hvis det kunne undgås. Hvis han eller hans forretning bliver målet for en ugerning, så skal han nok gribe til våben.

Når man først kommer sejlende mod øen, ser den ikke ud af så meget, men denne lille ø, med så mange riger klemt op af hinanden, er blandt andet hjemsted for mange historiske begivenheder. Den er også en ren legeplads for væsner af alle racer, og ifølge historierne, en af gudernes yndlingssteder for at ”socialisere” sig med de dødelige. Måske var det en fejl at komme her, eller måske var det nemlig her han ville være. Han kunne på en eller anden mirakuløs måde kunne finde og få fat i det som han mangler for at bliver bedre, måske den bedste. Det ville selvfølgelig heller ikke være helt tosset, hvis han kunne blive velhavende, mens han var der. Det skulle jo være sådan et barsk og meget stridsfuldt ø. En smeds service måtte jo være guld værd for folket der.

Det første land Harald så, var Garbluun. De ville ikke lægge til land her, men bare sejle forbi. Der var ingen havn og Kaptajnen mente heller ikke, at det ville være det værd at forsøge at handle med befolkningen, og han var bestemt ikke racistisk. Så turen ville tage dem videre langs kysten til havnebyen Celestialot, som lå i riget Ethylfrid.

Turen ville tage noget tid og der var ikke så meget at lave, så når Harald ikke havde noget at give sig til, ville han ofte snakke med de vagtfrie søfolk og at få hivet lidt viden ud af dem angående øen og dens sene historie. Han snakkede med dem om landet de passerede, Molgrim, som orkerne i sin tid invaderede. Landet ligger efter bjergkæden Valkar, som går ned gennem øen. Bjergkædens sydlige ende ville de komme til at se i løbet af morgendagen, hvis alt går som planlagt. Der var kun lidt at de kunne sige om folket og historierne om områderne, men det var nok til at Harald vurderede, at et af disse riger på øen, måtte have det, han søgte.

Efter tre timers tid var de endelig ved at nå i havn, selvom det tog lidt tid at komme ind, da det var et stort skib og der var så meget trafik. Det var også lige i tide, da solen var ved at gå ned og natten træk hurtigt ind over havnebyen. Denne by, Celestialot, var Harald meget mere tryg i. Måske var det fordi den mindede så meget om den havneby, han havde tilbragt det sidste år i. Eller måske var det fordi, at der var så mange forskellige racer. Der var stadigt var dog stadig et stort flertal af en race, skovtrolde, som de blev kaldt, men at se så mange forskellige racer arbejde hårdt, som gjorde Harald glad. Måske var det her, han ville finde nøglen til sit mål. De ville blive i havnen for natten, så han havde masser af tid til at se sig omkring, men først, så måtte han en tur på kroen, han har ikke fået en god drink i meget lang tid.

At finde en kro var ikke noget problem. Bare følg lyden af folk der synger og lugten af alkohol. Problemet kom først i at finde en, der ikke var helt fyldt op, da de mange, der arbejde i havnen, ville bruge aftenen her. Det så lykkes dog for Harald at mase sig igennem og op til baren i en af dem. Her blev han betjent af kroejeren selv. Og til Haralds held, havde han intet problem i at fortælle alt hvad han vidste omkring landet, byen og hvad end han hørte. Harald skulle bare lige spørge ham og blive ved med at havde noget i kruset. Harald fik en masse information, men han var ikke helt sikker på, at dette rige ville tilbyde det, han søgte, da havde de allerede smede nok. Så Harald ville ikke kunne tilbyde meget lige nu. Så efter en par krus, var Harald på vej tilbage mod havnebroerne og skibet han sejlede med, da han i sin lettere beruset tilstand, så en blive hivet ind i en gyde længere fremme. Det tog ham lidt tid at forstå, hvad der måtte forgå, men han kom til en konklusion rimelig hurtigt. Han tog om sin hammer og listede tættere på, også selvom han havde drukket, var der ingen tvivl om, at noget kriminelt var ved at ske. Som han kikkede omkring hjørnet, så han et overfald var i gang. Selvfølgelig, der kunne bare ikke være et sted med folk, uden andre, der bare vil stjæle og røve ting. Det ændrede dog ikke Haralds syn på det, og han løb med alt sin magt ind i gyden, næven først og slog den første i jorden. Der var kun to, men de havde våben klar denne gang. Harald var ikke i den bedste kampform på det tidspunkt, men det stoppede ham ikke fra bruge næver og sin hammer til at angribe dem på en vanvittig måde. Også selvom de fik en del af deres egne slag ind på ham, både næver og med deres små sværd.

Kampen varede ikke længe, men den tog hårdt på Harald før han kunne få dem til at flygte og lade sig selv kollapse i gyden.

Da han vågnede op igen, mærkede han en underlig fornemmelse i sin krop. Den var beroligende og føltes dejlig. Da han åbnede øjnene, sad han op af muren i gyden, med den han ”reddet” fra overfaldet, lænende over sig. Begge af det tidligeres ofres hænder var holdt ud mod Harald og svage lys kom fra hænderne, healende magi. Harald smilte en lille smule. ”Så det her var magi… eller i hvert fald, det var sådan healende magi føltes, praktisk” var hvad han tænkte. Lidt efter stoppede det og han følte sig bedre end han havde i et godt stykke tid. Han rejste sig op og takkede, men kvinden, som det viste sig at være mente, at hun skulle takke ham for at redde hende. Harald svarede, at han havde egentlig ikke tænkt over det på den måde. Han hadede bare den slags folk og hvad de gjorde mod andre. Så redningen af andre folk var en god bonus.

Alligevel mente hun, at han burde takkes og hendes healende service var det mindste hun kunne gøre for at takke ham. Harald, med de normer i opførsel han nu havde, spurgte om han skulle følges med hende og forhindre at hun ville blive overfaldet igen. Hun mente at hun godt kunne klare det selv og skulle ikke meget længere, hvilke var en lettelse for Harald. Han tog afsked med hende og forsatte mod havnen. For lidt senere at stige ombord og gå ned i skibet, hvor han ville finde sin køje. Denne dag skulle bare så hurtigt som muligt lægges bag ham. Han havde nemlig en fornemmelse af, at alle disse underlige ting, kun var toppen af isbjerget, af begivenheder han ville komme ud for på denne ø.

Den næste dag var de afsted igen, syd på. Deres næste destination var Tyriens hovedstad, Amarith, der lå i syd-Thyrien. Turen derned ville tage dem forbi resten Ethylfrid, men også forbi landet Kaali, som skulle være der, hvor den store dragekrig begyndte. Stedet skulle desuden også være fyldt med rigdom, dog er den del rene myter og legender. Til sidst ville de sejle ind i bugten, hvor deres destination ligger. Den by der skulle være den største og mest veludviklet by. Enhver der søgte viden og ære ville søge hertil, men Harald havde en fornærmelse, af selvom byen og landet tilladte mange, så var det ikke her kan skulle blive.

Da de endelig var på vej ind i bugten, efter flere timers rejse, kunne han se det storslået syn af byen med bjergkædens ende mod vest, præcist som det blev lovet. Den mægtige by, hvor det tydeligt kunne ses, at denne by var kærnen i et imperium der lå i fortiden. Den har også den største befolkning af mennesker og høj-elvere. Dog så var Haralds fornemmelse rigtig nok. Da han gik rundt i byen, i overkongens by, havde kan ikke en god fornemmelse omkring byen. Det her var for fint og ikke barsk nok. Han vidste også, at hvis denne by ville tilbyde hvad han søgte, så ville chancen for han fik det, være så lille, at det ikke ville være det værd. Nej, han var nødt til at rejse videre. Det var så også en anden snak hvor hurtigt forskellige indbygger, selv mennesker, gik ham på nerverne med deres talemåde og lettere diskriminering af ham, og alle andre der ikke kom fra byen.

Så efter et par dage i byen, hvor der blev handlet og arbejdet, og Harald havde styret en del af skibets handel, siden havde vist hvor kompetent han var til det. Da det sejlede de ud igen, var der noget debat om de skulle sejle tilbage igen af samme vej, eller tage den anden vej mod øst. Dog ville vejen øst havde få til ingen gode havne at ligge i op af østkysten af øen. Kaptajnen var fast besluttede på at tage forbi en havneby i Bla'gar før de kom til Gobostand i Gaarlod. Ruten tilbage ville ligge halv dag til deres rejse. Harald kunne forstå, af at ruten øst var hurtigere, men også mere faretruende, da ruten vil ligge lige uden for Akh-nost, som var kendt for at være tilholdssted for folk, som ikke ville findes, herunder kriminelle som pirater. Kaptajnen mente dog, at hvis de sejlede hurtigt nok, så ville skibets og dets mandskabs størrelse, hvis alle var klar til kamp og viste det, få pirater til at holde sig væk.

Dog skulle det vise sig ikke at være nok. For da mørket var ved at falde på, og de var næsten nået forbi Akh-nost kyst, havde et skib fyldt med pirater hægtet sig til fragtskibet og pirater var i gang med at kravle ombord. Harald var dog ret sikker på, at det ville ende ligesom sidste gang han mødte pirater. Han blev dog overrasket da besætningen i stedet for at overgive sig, begyndte at kæmpe tilbage. Harald stod i situationen om han burde hjælpe, da der ikke så ud til at være en grund til det, men han var enig med sig selv om, at hvis piraterne vandt, så ville de også gå efter ham, så han grab til våben og kæmpede med. Han var ikke den bedste, men han kunne kæmpe. Det var også her, han lærte at bruge en riffel, eller hvert fald skyde og ramme på kort afstand. Det opdagede han, da han samlede en op og affyrede den på en pirat der kom mod ham, efter at Harald var blevet slået ned. Det med af genlade geværet ville komme senere. Der var stadig mange pirater, men at være på hjemmebane hjalp besætningen i kampen mod piraterne. Til sidst måtte det trække sig tilbage til deres eget skib og flygte, kampen var vundet, men ikke uden dens sårede og tab, og Harald var også blevet såret.

Efter kampen med piraterne, blev de sårede hurtigt bragt til deres læge ombord. Der var ikke meget der skulle gøres, udover forbindinger og at undgå infektioner i sårende. Dem der ikke var såret bliv sat til styrer skibet gennem natten, mens resten sov. De mange døde pirater, der blev efterladt på skibet, lå nu i havet efter en hurtig rengøring. Så det betød, at lugten af frisk blod hang tungt i luften over skibet. Selvom dækket blev vasket så snart det blev morgen og skibet sejlede i havn i Bla’gar, så kunne det stadig lugtes, at en masse liv endte på skibets dæk den nat, både pirater og de gode sømænd.

De brugte kort tid i havnen, da de skulle hurtigt videre. Meget af den tid blev dog brugt på at gøre skibet rent for blod, reparerer skader og se til de sårede, og selvfølgelig også de døde. De døde skulle bevares og tages med tilbage, for at give familie og myndigheder besked. Mens de var i havnen, fandt Harald hurtigt ud, af hvorfor snakken om at handle med orker, til tider kan være ufatteligt svært. Det var så få af dem der faktisk kunne tælle til mere end to. Noget af mandskabet mente, at dette kunne bruges mod dem, og næsten snyde dem. Harald syntes dog, at det lå lige på kanten af stjæle, men hvis man havde forklaret dem handlen op til flere gange, eller de forstod handlen fuldt ud, så var der vel ingen, der blev snydt.

Harald blev på skibet, nok for det bedste, da han stadig lugtede af blod. Dette gjorde at sømændene og Harald ikke var trykke da de lagde til havn, da rygtet om at orker har det med at blive ret vilde, når de lugtede blod. Man måtte bare håbe at det var ren stereotypisk snak. Han havde heller ikke meget lyst til at gå i havn for at kikke sig omkring. Orker var ikke ligefrem kendt for andet end solidt metalværk, hvis man kan se bort fra hvor primitivt det også har med at være, så der var ikke meget metalværk at lære eller se på, medmindre det bare skulle se barbarisk og primitivt ud. Hvad så med noget at drikke? Man kunne tænke sig, at det kunne gå, hvis han ikke havde noget imod at drikke, hvad end de barbariske orker gik rundt og drak fra deres krus, og så have en nævekamp, når man var færdig med at drikke? Okay det sidste lød faktisk ikke så tosset, men han havde stadig ikke løst til at gå i land, for mange grønhudfarvede muskelbundter til at han kunne føle sig tryg. Så han blev bare på skibet, og gjorde sit tøj rent for blodpletterne. Han tog sig også tid til at fikse våben og værktøjer, noget han fandt sin ære og stolthed i, især når han så det blive brugt af en tilfreds kunde.

Efter et par timer var de afsted igen. Kaptajnen håbede på, at de kunne ende i Thyrian havn, inden dagen var omme, med et stop i Gobostan, som ville være et meget bedre sted at handle, end da de var i Gaarblun. Nogle af de ting som de have med fra Bla’gar, kunne sælges til en god pris i Gobostan. Turen langs kysten var uden begivenheder. Den varede også kun et par timer, før de endelig var i Gobostan. Denne gang tog Harald i land med de andre fra mandskabet og hjalp til. Hans tøj og udstyr var nu rent og han stank ikke mere af blod. Han bemærkede også, at goblinerne her mindede om nogle af dem han havde mødt før, som var meget pænt, ja der var stadig de rådne æbler, men alt i alt, opførte goblinerne her i havnen sig meget pænt. Man skulle bare stadig holde ud at høre på deres stemmer, og ikke mindst holde øje med ens ting, da nogle af dem havde lange fingere. Dette blev hurtigt en af de ting Harald fandt yderst irriterende ved at være blandt så mange gobliner. Han måtte ofte vende sig om og kaste en goblin i havnen fordi den forsøgte at stjæle hans ting, mens han lavede ærlig handel med en anden, som helt sikkert var partner med tyven.

Efter noget tid i Gobostan, var de endelig videre. Nu med mere ny fragt, hvor noget skulle bringes til Thyrians havn. Her skulle der være mere fragt, som skibet ville tage med tilbage til fastlandet. Strækningen langs kysten vest på og ind i bugten, hvor havnen ligger, burde ikke tage mere end et par timer. Især siden de jo havde fået solgt det meste af hvad de havde tilbage, da de var i Gobostan, de gobliner køber hvad som helst. Det var som før, uden begivenheder. Det var bare en længere tur langs Gaarlod’s kyst, før de endelig ville ende i bugten, som tilhørte landet Thyrian.

Som skibet sejlede i havn, kunne Harald allerede fornemme, at der var noget specielt ved dette land, andet end det var det mindste land, han havde sat fod i. Det var også blandt de riger der havde fleste aktive konflikter. Han kunne næsten smage det, et land i forandring. Kaptajnen mente, at dette land ikke var det bedste sted Harald kunne vælge at stå af, men der var bare noget ved det her sted, ja, alt det her konklit. Det vil tiltrække, hvad han havde brug for. Han kunne ikke forklare det, men det var som om, han bare vidste det. Efter at han havde fået alle sine ting med sig, forlod han skibet og gik i land og op mod byen og startede sin første smedje.

Det skulle dog vise sig ikke at være sådan lige til, at få startet en smedje i byen. At få tilladelsen til at have sin forretning var nemt nok, men han skulle stadig finde et sted at have sin forretning, og ikke hvilken som helst bygning ville fungere. Endlig fandt han et sted der kunne lejes, også selvom det ikke var i den bedste stand, så tog han det. Han havde ikke noget i mod at lave lidt reparationer, han skulle jo også få bygget en esse. De penge han havde fået sparet op blev hurtigt brugt i denne proces og han var stadig ikke færdig, han manglede et meget essentielt værktøj, ambolten. At få nok metal var ikke problemet, støbning var, og han havde ingen ide om, hvor han skulle finde nok sand til at lave støbningen med, siden han var ny til landet. Han skulle have sin smedje i gang så hurtigt som muligt, så han kunne arbejde og tjene, hvilke gjorde, han ikke havde tid til at lede efter sand.

Så han måtte vende sig til et folk han havde håbet på han kunne undgå, sort elverne. Deres grus var måske ikke det bedste at bruge til støbningen af en ambolt, men det var billigt og holdt, også kunne det leveres inden for en dag. Så med det leveret var han i gang med støbningen og de sidste detaljer og reparationer i hans smedje. Den næste morgen havde han sin ambolt klar, ikke den pæneste, men den holdte og gjorde hvad den skulle. Så med ild i essen og værktøjet i orden, åbnede han døren til Thyriens forretning...